Nuka og jeg er startet lørdag morgen med en længere gåtur, hvor vi har talt om menneskers (og hundes) personlighed, og hvordan vi kan forstå udviklingen af denne…

I dagens samtale tog vi udgangspunkt i Freud og hans iagttagelses system… vi kredsede en del om, at den psykoanalytiske teori er bygget op omkring, den modstand en person (eller hund) yder, når man forsøger at afdække vedkommendes ubevidste sjæleliv for ham/hende (eller den)… Vi kan objektivt se ”tegnet” på modstanden, ved at vedkommendes umiddelbare tanker svigter eller fjerner sig helt fra det emne, der er omdrejningspunktet…

Nuka lyttede meget opmærksomt, da jeg brugte ham som eksempel i forhold til de gange, han har flyttet samtalen væk, så snart han kunne mærke pinligheden blusse op… og når jeg så i de situationer har gjort ham opmærksom på, at jeg observerede, at han lige nu mærker en trang til modstand, så han uforstående på mig, som om han sagde: ”Jeg ved virkelig ikke, hvad du taler om”…  Hvilket, som jeg ser det, med al tydelighed viser, at ikke kun hans sjæleliv er ubevidst, men det er hans modstand også…

Da vi kom hjem efter vores gåtur, lagde han sig foran brændeovnen og så på mig med øjne, der klart og tydeligt sagde: ”kom lige her hen, jeg har noget jeg vil sige dig,” hvilket jeg naturligvis gjorde… Så lukkede han øjnene og lagde hovedet til siden, imens han sukkede, som om han sagde: ”Du ved jo heller ikke selv, hvad det er, du har fortrængt… Så velkommen i klubben.” Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige, så jeg undlod at svare…