Efter en blæsende dag i går valgte Nuka og jeg her på lillejuleaftensdag at gå en god lang tur i skoven. Træerne stod helt nøgne og rene, solen forsøgte at bryde igennem skyerne, og vi fulgte en snoet sti… Nuka trippede ivrigt afsted ved siden af mig.

Vi fandt en rolig plet, og jeg satte mig på en væltet stamme, Nuka fandt en behagelig plet i skovbunden. Hans øjne lyste nysgerrigt, og jeg begyndte at tænke på nogle af vores seneste samtaler og kom til at tænke på Niels Bohr. Hvorfor jeg gjorde det, er mig noget uklart.

“Nuka,” begyndte jeg, “tænk over dette: ‘Modsat sandhed betegnes ikke med løgn, men klarhed.’ Hvad tror du, Bohr mente med det udsagn?”

Han så op på mig, som om han forstod, at vi var på vej ind i en dybere samtale. Jeg fortsatte, “Måske er sandheden ofte mere kompleks, end det vi ser på overfladen. Nogle gange prøver vi at definere en sandhed eller få noget til at fremstå klart og tydeligt for at overbevise os selv og andre, men sandheden er sjældent så enkel. Sandheden er lidt som et vindue; når du pudser det, så det fremstår helt rent, klart og fri for pletter, så kan du ikke se, det er der.”

Nuka strakte sig og kom med et lille ”grynt”. Jeg grinede og nikkede, måske enig? “Det er som om, sandhed og klarhed er to sider af samme mønt. Jo mere klart noget fremstår, jo mindre plads er der til tvivl og kompleksitet. Og sandheden er måske netop det – kompleks og uklar.”

Vi rejste os og fortsatte vores tur gennem skoven, lyset fra oven kastede et spil af skygger på stien. Jeg fortsatte med at tænke højt, “Det betyder ikke, at vi ikke skal søge klarhed, men vi skal også være åbne for nuancer og dybder. Måske er det netop i det uklare, vi finder klarhed? Når vi accepterer, at ikke alt kan være åbenlyst og defineret, åbner vi op for en verden af muligheder og overraskelser.”

Nuka stoppede og kiggede ind i skoven, som om han forsøgte at opfange alle de nuancer, jeg talte om. Han så ud til at forstå, at selvom vi søger klarhed, er det stadig vigtigt at værdsætte skønheden i det uklare.

“Vi kan lære meget af naturen, ikk’ Nuka?” sagde jeg, mens vi fulgte stien. “Livet er fyldt med uklarheder, og det er netop det, der gør det så fascinerende og rigt.”

Nuka gøede, som om han var enig, og vi fortsatte vores vandring i skovens mystiske og uklare verden, vidende om, at nogle sandheder kun afsløres, når vi er villige til at se ud over det klare og åbne sindet for det uklare.

På vej tilbage til bilen, mødte vi end ældre herre. Nuka løb logrende hen mod ham… Manden lo højt, satte sig på hug og sagde: ”God lillejuleaften til jer! Jeg overhørte jeres samtale om sandhed og klarhed, måske har I fat i noget?” Han så mig direkte i øjnene, imens han kløede Nuka bag ørerne og fortsatte: ”Det er vel også lidt uklart at tale med sin hund, er det ikke?” Han lo igen og fortsatte: ”Sandheden er måske som at gå her i skoven, tale med sin hund, sætte spørgsmålstegn ved vores forforståelse og være åben for hvad naturen fortæller os. Fuld af overraskelser, skønhed og med plads til det mystiske – det uklare.”

Nuka lagde sig på ryggen og lod manden klø ham på maven, som om han sagde: ”Du skal lytte til ham her, det skal du! Han er både klog, rar og god til at klø mig på maven.”

Manden rejste sig op, smilede og sagde: ”Nå, men jeg må altså videre, jeg har en travl dag foran mig, men ikke mere travlt, end I to lige skal have en tidlig julegave… og min gave til jer skal være påmindelsen om, at magien ved julen også ligger i det, vi ikke helt kan forstå. Glædelig jul til jer, og husk altid at tro på det uklare, for det er der, magien sker!”

Med høj latter gik han videre ind i skoven, og vi fortsatte vores tur mod bilen, fulde af forundring over hvad det lige var der skete, og hvem det var, vi havde mødt…

Da vi nåede til bilen, hjalp jeg Nuka ind, kløede ham bag øret og sagde: ”Måske var det også det, Bohr mente. At selv når vi tror, vi har forstået alt, er der altid plads til en smule tro og magi… Glædelig jul min ven.”

Glædelig jul