Efter en tur til Langeland fra fredag til lørdag, hvor vi fik solgt vores trofaste Toyota, købt en folkevogn og besøgt børn og børnebørn, stod søndag formiddag i afslapningens og refleksionens tegn. Nuka og jeg havde inviteret Anne-Sophie med ud i Klitplantagen for at gå tur og samle kantareller til en frokostsnack. Ristet toastbrød, stegte kantareller med fløde og bacon, serveret med en iskold mørk øl—så bliver livet ikke meget bedre!
Mens vi gik rundt ude i plantagen, talte vi om kun at tage det, vi selv kunne spise i dag, og lade resten stå til andre. Jeg begyndte: “Det er det, jeg mener, når jeg siger, vi skal have fokus på fælle(d)skabet,” og fortsatte: “Det hjælper ikke, at nogle tager for meget, mens andre kun tager det, de selv kan spise, for så vil der ske en overhøstning af de ressourcer, vi har til fælles. Det vil medføre, at naturen til sidst lukker ned for sit spisekammer.”
Nuka logrede med halen, som om han havde fanget noget, jeg burde bemærke. Det var næsten, som om han sagde: “Men når der ikke er flere kantareller, så er der jo ikke flere, og det betyder, at vi ikke kan sanke mere end det, der er?”
“Du har ret, min ven,” sagde jeg, mens jeg fortsatte med at finde kantareller. “Tidligere havde vi fælleder, hvor bønderne sendte deres dyr ud for at græsse. Der var en helt klar aftale mellem de bønder, der delte græsningsarealet, om hvor mange dyr de måtte sende ud på fælleden. Denne aftale var vigtig, fordi den sikrede, at der var græs til alle.”
Nuka så forundret op på mig, som om han tænkte: “Og hvad har det så med kantareller at gøre?”
“Ikke noget, min ven, slet ikke noget,” sagde jeg med et smil, mens vi gik videre gennem den eventyrlige plantage, og fortsatte: “Men hvis en af bønderne valgte at sætte flere dyr ud på fælleden, ville det betyde en overgræsning af arealet. Til sidst ville det ikke længere være egnet som græsningsareal for nogen af bøndernes dyr. Det ville også betyde, at den bonde, der valgte at sende ekstra dyr ud, ville miste sit græsningsgrundlag på sigt.”
Nuka lettede ben, næsten som han sagde: “Lidt som at tisse i bukserne for at holde sig varm?”
“Præcis,” sagde jeg, mens jeg fortsatte: “og sådan er det med mange ting, også med kantareller.”
Nuka så på mig med øjne, der sagde: “Nu igen!”
“Ja, Nuka, også med kantareller.” Vi fortsatte op mod bilen, imens jeg sagde: “Både med kantareller og med kommunale budgetter… Kommunale budgetter er lidt som de fælleder, der tidligere blev brugt af bønderne. De ejes ikke af en enkelt person, men af et fælle(d)skab—de borgere, der bor i landet, regionen eller kommunen. Hvis nogle bryder kontrakten og bruger mere end aftalt, kan det betyde, at alle til sidst mister grundlaget for at leve videre…”
Ude ved bilen hoppede Nuka glad op i bagagerummet og lagde sig til rette. Dagens høst blev lagt ind ved siden af ham, og vi satte kurs mod Brugsen for at hente fløde, bacon og øl—det sidste, der manglede for at fuldende naturens gave.