Efter min første “første skoledag” her på Læsø blev aftenen brugt på en tur i Hundeskoven med min gode ven og refleksionsmakker, Nuka.

Mens vi bevægede os langsomt mod skoven, fortalte jeg Nuka om min første skoledag her på Læsø. Hvad jeg sagde i min tale, og hvorfor jeg valgte netop de ord. Jeg delte også med ham, at jeg følte en blanding af spænding og ansvar. Det er nemlig en stor ære at kunne byde både nye og gamle elever velkommen, og jeg ønskede at skabe en følelse af fællesskab og håb for det kommende skoleår, både blandt børn og voksne.

Nuka så på mig, som om han sagde: “Du nævnte i talen, at skolen ikke kun skal fylde elevernes hoveder med viden, men også hjælpe dem med at blive hele mennesker med hjerte, sjæl og karakter. Kan du uddybe, hvad du mener med det?”

Jeg klikkede ham fri og fortsatte: “For mig handler skole om mere end blot læring. Det handler om at udvikle empati, respekt og ansvar hos eleverne. Skolen skal ruste dem til at navigere i livet og bidrage positivt til samfundet.”

Nuka rystede sig, som om han tænkte på Kierkegaards tanker om eksistens og dannelse. Kierkegaard skrev ofte om, at livet handler om at finde sin egen vej og udvikle sit autentiske selv. Nuka stoppede op og så på mig med øjne, der spurgte: “Hvordan arbejder I så på Læsø Skole med det?”

“På Læsø fokuserer vi på fællesskab og fælledskab, alt er forbundet og alle har en betydning. Vi har aktiviteter, der fremmer fællesskabet og forståelsen for hinandens forskelligheder, og vi bruger emner som social ansvarlighed og personlig udvikling i vores undervisning,” forklarede jeg, mens vi gik videre gennem skoven.

Nuka luntede ned til lågen ud mod Badesøen og satte sig.  “Vi prøver at gøre læring sjov og meningsfuld på samme tid. Vi fejrer små og store sejre sammen, og vi sørger for, at der er tid til smil og latter i hverdagen. Det er vigtigt for os, at alle, både børn og voksne, føler sig glade og motiverede,” fortsatte jeg, imens jeg åbnede lågen for Nuka…

Han løb ned til vandet og prøvede at fange en gren ved at træde et skridt ud i vandet. Pludselig blev vandet dybt, og Nuka faldt i. Han fumlede sig op, rystede sig og så bebrejdende på mig.

Jeg smilte og kaldte ham til mig, mens jeg sagde: “Der blev du godt nok våd bag ørerne, min ven. Sådan er livet også nogle gange. Jeg håber, at eleverne vil tage en følelse af mening og formål med sig videre i livet. Noget, der kan give dem ballast til også at klare en tur i vandet og noget, der gør, at de vil se værdien i både det store og det små, og så ønsker jeg, at eleverne bliver omsorgsfulde mennesker, som kan være med til at gøre verden til et bedre sted.”

Mens vi gik videre gennem skoven, så Nuka på mig igen, som om han tænkte: “Du nævner, at uddannelse handler om at udvikle hele mennesker med hjerte, sjæl og karakter. Hvad mener du med det?”

Jeg tænkte et øjeblik og svarede: “Det handler om at udvikle empati, respekt og ansvar hos eleverne. Vi skal ruste dem til at navigere i livet og bidrage positivt til samfundet. Kierkegaard talte om at finde sin egen vej og udvikle sit autentiske selv, hvilket indebærer en dyb forståelse af ens egne værdier og overbevisninger. Måske er det også en del af det, at blive et helt menneske?”

Nuka kom hen og satte sig, som om han sagde: “Og hvad så når livet bliver svært, som da jeg faldt i vandet før?”

Jeg smilede og svarede: “Ja, sådan er livet også. Udfordringer og fejltagelser er uundgåelige. Men gennem skolens aktiviteter håber jeg, at vi kan give eleverne ballast nok til at klare livets bump.”

Nuka logrede, og jeg gav ham en hundekiks, mens jeg sagde: “Kom, lad os gå hjem og få dig tørret.”