Det er tidlig morgen. Duggen ligger tungt i græsset, og luften er kold på en måde, der føles ren. Nuka går med mig ud i haven, hans bevægelser lydløse, men målrettede – som om han leder efter noget usynligt.
Jeg standser op. Et stykke fremme snor afvandingskanalen sig i skellet mellem have og mark – næsten som et brud på en tanke, man endnu ikke helt har forstået.
“Nuka,” siger jeg lavmælt, “tænk at Jesus den aften… bøjede sig og vaskede deres fødder.” Jeg ser ned på mine egne støvler. “Det var ikke storhed i gængs forstand. Det var nærhed. Sårbarhed. En gestus, der gjorde dem rene – men ikke med vand alene. Med blik. Med berøring. Med handling.”
Nuka stopper og ser på mig, som om han spørger: Hvad er det, du egentlig vil sige?
“Vi taler så tit om ‘renselse’, om at starte forfra,” siger jeg videre. “Men måske handler det ikke om at blive perfekt. Måske handler det om at blive set og mødt – præcis som man er. Og i det blik, i den handling, åbnes en mulighed for at begynde igen. Ikke fordi man har fortjent det, men fordi man stadig er værdig.”
Nuka lægger sig ned og ser ud over marken. Jeg sætter mig ved siden af ham.
“Og så det andet, Nuka… Vi siger, at tanken er fri. Men hvad sker der med den frie tanke, hvis det menneske, der skal tænke den, ikke selv er fri? Hvis kroppen er låst i frygt? Hvis sindet er fyldt af selvforagt eller tvivl? Hvis samfundet hvisker: ‘Du må gerne tænke frit… men ikke sådan.’”
Jeg trækker vejret dybt. “I Orwells roman 1984 kaldes det ‘thoughtcrime’. Den største forbrydelse er ikke det, man gør, men det, man tænker. Fordi tanken er det sted, hvor friheden begynder. Kontroller tanken – og du kontrollerer mennesket.”
Jeg lukker øjnene et øjeblik. “Og hvad med Jesus den aften?” spørger jeg videre. “Hans tanker var frie – så frie, at de overskred alle grænser for orden og hierarki. Han tænkte, at den, der vil være størst, må være alles tjener. Han tænkte, at kærlighed kunne frelse, ikke magt. Men spørgsmålet er: Var han fri til at tænke de tanker?”
Nuka flytter sig en smule, som om han mærker tyngden i spørgsmålet.
“Han vidste, at de tanker ville koste ham alt. At de ville føre til dom, spot og død. Og alligevel tænkte han dem. Alligevel handlede han på dem. Måske er det den dybeste form for frihed – ikke at tænke frit i teorien, men at tænke frit, selv når prisen er alt, hvad man har.”
Jeg ser ud over landskabet. “Måske er det det, frihed begynder med. Ikke tanken alene, men modet til at tænke den – og handle på den – selv når verden siger, du ikke må.”
Nuka lægger hovedet mod min fod.
“Jesus vaskede deres fødder. Ikke for at vise sin magt, men for at gøre dem frie. Ikke for at rense dem for tvivl, men for at de kunne stå op og gå videre – i tillid til, at kærligheden allerede havde valgt dem.”
Jeg rejser mig langsomt, og Nuka følger efter, hans pels dugvåd, men hans bevægelser stadig rolige. Vi går i stilhed nogle skridt, før jeg igen begynder at tale.
“Der er noget, jeg har tænkt på, Nuka… Friheden til at tænke og handle er én ting. Men der findes også en anden frihed – den, hvor man vælger sig selv i et fællesskab. Ikke som én blandt mange, men som den, man er, i det, vi deler.”
Jeg standser. “At vaske fødder, at give sig selv – det er også et valg om at være nærværende. Ikke kun i sin egen tanke, men i andres liv. Ikke at opløse sig selv i mængden, men at bringe sig selv med ind i relationen. At sige: Her er jeg – og jeg vil være med.”
Nuka ser op på mig. Hans blik er tålmodigt, som om han allerede kender pointen.
“Kierkegaard ville sige, at vi må vælge os selv – men ikke i ensomhed. At det sande valg sker i forpligtelsen. Og måske er det dét, der skete den aften. Ikke kun en handling af kærlighed, men et valg. At blive ved dem. At blive den, der tjener. Ikke på trods, men i fællesskabet. Som en gestus, der siger: Jeg hører til – og jeg vælger at blive her, selv når det koster mig alt.”
Vi går op mod huset, og i samme øjeblik bryder solen gennem tågen. Fuglene begynder at synge. Nuka går ved min side, og jeg mærker, at noget i mig er blevet vasket fri.
På vej op ad stien tænker jeg på skolen. På børnene, på lærerne – på mit ansvar som menneske, som leder, midt i Kattegat, hvor hav og himmel altid er i bevægelse. Herude mærkes valget stærkere. Ikke bare at tænke de rigtige tanker, men at træde ind i dem – dag for dag.
At være skoleleder her er ikke bare at administrere, men at stå ved noget – også når det blæser. Det er at sige: Jeg vælger dette sted, disse mennesker, denne hverdag, og jeg vælger at gøre det på den måde. Ikke fordi det er nemt. Men fordi det er rigtigt.
Måske er det også en slags fodvask, tænker jeg. Ikke symbolsk, men praktisk. At gøre plads for andre. At gøre rent bord. At gøre sig klar til næste dag.
