Nuka og jeg havde aftalt en tur ved vandet her til formiddag, men han er ikke super glad for regn, så i stedet tog vi ud og hjalp med at rydde op efter gårsdagens julefrokost på skolen. Nuka løb ivrigt op ad gangen mod personalerummet, og jeg fulgte efter, hovedet fyldt med tankerne fra forleden…

Mens Nuka fandt den vej, han selv ønskede at gå, fulgte jeg efter og tænkte på samtalen om autonomi og frihed. Hvordan kan vi, som individer og som samfund, sikre den nødvendige frihed til at handle ud fra vores egne principper uden at begrænse andres ret til at gøre det samme?

Nuka kom hen til mig, som om han kunne fornemme mine tanker og så op på mig, logrende med hele kroppen som om han sagde: ”Kom nu videre, skynd dig nu… jeg tror, der er rester i køkkenet!”

Jeg klappede ham på hovedet og sagde: “Nuka, tror du, vi mennesker har en tendens til at handle ud fra vores egne interesser uden at tage hensyn til andre?”

Han kiggede op på mig, som om han forsøgte at formulere et svar. I hans øjne lå der den visdom, som kun et tænkende dyr kan have. Et tænkende dyr, der vel og mærke kunne lugte, der stadig var rester fra i går…

“Det er bare som om, vi nogle gange glemmer, at vi alle deler denne verden, og ligegyldigt hvor forskellige vi er, er der noget helt grundlæggende, vi har til fælles. Måske er nøglen til en fredelig ”sammenexistens” netop at fokusere på det, vi deler frem for det, der adskiller os?” sagde jeg lavt, så de andre ikke hørte os…

Nuka kiggede på mig, denne gang en smule hovedrystende, som om han sagde: ”Det er lettere sagt end gjort.” Og måske han har ret, men bør vi i det mindste ikke prøve?

Vi nåede ned til køkkenet, Nuka stoppede og kiggede op mod køkkenbordet, hvor der både var leverpostej, flæskesteg, frikadeller og meget mere… Jeg satte mig på hug ved siden af ham, lagde en hånd på hans ryg og tænkte på alle de komplekse udfordringer i verden, som hverken Nuka eller jeg nogensinde kommer til at forstå…

“Det er en forunderlig verden, vi lever i Nuka… Men du og jeg, du og jeg… Vi skal turde sætte os selv på spil og stræbe efter at forstå hinanden, for måske på den måde kan vi ved fælles hjælp finde vejen til en mere harmonisk verden,” hviskede jeg, mens vi begyndte at vende tilbage til den verden, der er lige uden for vores filosofiske ”boble”.

Nuka så på mig som om han sagde: ”ja, ja, ja måske vi skulle fokusere lidt mere på det vi kan dele, som f.eks. den frikadelle eller det stykke steg?”

Jeg rejste mig, gav Nuka et lille stykke flæskesteg og gik mod personalestuen… Nuka fulgte efter, og selvom vi igen havde rejst flere spørgsmål end vi havde fundet svar, vidste både Nuka og jeg, at vores samtaler vil fortsætte på de ture, vi i fremtiden skal tage sammen. Og at flæskesteg er noget af det vi godt kan dele…

I Nuka har jeg ikke kun fundet en samtalepartner, men også en ven, der lærer mig at se verden fra nye perspektiver…