Weekenden er gået med vores barnebarns barnedåb på Fyn. Hele familien var samlet, inklusive Nuka, der selvfølgelig skulle luftes med jævne mellemrum. Det gav os mulighed for at få talt sammen.

Jeg gik ud til bilen og hentede Nuka, der lå i skyggen og sov. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var en let brise, der raslede i træernes blade. Han så på mig med søvnige øjne, men lod sig overtale til en lille gåtur. Vi gik om på boldbanerne, hvor vi kunne løbe og lege lidt. Efterfølgende satte jeg mig på en bænk, og Nuka lagde sig ved siden af mig.

Jeg brød stilheden ved at sige: ”Nuka, du ved godt, jeg er med i en læsegruppe sammen med Tine og Merete?” Nuka så på mig som om han tænkte: ”Kan vi ikke bare fortsætte med at lege?”

Jeg fortsatte: ”Vi skiftes til at vælge en bog, og sidst var det Tine, der valgte Haemin Sunims bog ‘De ting, du først kan se, når du sætter farten ned’. Det tog mig tre gennemlæsninger at forstå, at det ikke handlede om, at det skulle være logisk korrekt.”

Nuka så på mig med øjne, der sagde: ”Og du er forholdsvis veluddannet, men kan ikke engang læse en lille bog? Du kan vel kaste en pind?”

Jeg smilede til Nuka: ”Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan læse den, men jeg fandt bare hele tiden argumenter for, at det Haemin skrev, ikke holdt vand eller ikke var logisk korrekt. Hans Budskaber handler ofte om at sænke farten og være til stede i øjeblikket. Han understreger vigtigheden af at forbinde sig med ens indre selv og naturen omkring en, hvilket kan være svært at måle med logik og præcision.” Jeg trak vejret og fortsatte: ”Men da jeg begyndte at læse bogen, ikke kun med mit hoved, åbnede dens budskaber sig for mig. Det var som om, jeg skulle give slip på min stræben efter at forstå alt intellektuelt for at kunne mærke det.”

Nuka så på mig med et blik, der sagde: ”Og det har du først opdaget nu? Og du har hund?” imens han lagde hovedet ned på sine ben.

Jeg fortsatte: ”Jamen… jamen… jeg har da hørt om det. Jeg har læst lidt Kierkegaard, som i nogle af sine værker beskæftigede sig med det eksistentielle og subjektive perspektiv i modsætning til det objektive og rationelle. Kierkegaard taler eksempelvis om ‘subjektiv sandhed’ og hvordan vores egne erfaringer og følelser kan være en dybere kilde til mening end blot intellektuel forståelse.”

Nuka var nu faldet i søvn, så jeg kløede ham blot bag øret, mens jeg tænkte videre for mig selv: ”Kierkegaard siger også, at vi bør tage ansvar for vores egen eksistens og træffe valg, der er i overensstemmelse med vores indre værdier og overbevisninger. I kombination med Haemin Sunims mindfulness kan vi vel antage, at vi skal være opmærksomme på vores indre verden og handle i overensstemmelse med vores autentiske selv. Det handler om at finde en balance mellem refleksion og handling, mellem at lytte til vores indre stemme og at være til stede i nuet.”

Jeg vækkede Nuka ved at fløjte lavt, tiden var inde til at vi skulle videre. Han løftede hovedet og så noget forfjamsket ud…

”Ved at sætte farten ned opdager vi de små detaljer i livet – som fuglenes sang, solens varme, hundens sprog og skyggernes dans. Vi lærer at værdsætte nuet og de mennesker, vi omgiver os med. Måske handler det om at skabe bevidsthed om vores valg og handlinger for at kunne leve et mere autentisk og meningsfuldt liv,” sagde jeg og rejste mig for at gå, imens jeg som en sidebemærkning sagde: ”Ja, vi kan vel se os selv, vores forhold til os selv og vores forhold til vores omgivelser.”

Nuka rejste sig glad og tog pinden og gav den til mig, som om han sagde: ”Kunne vi så ikke lige kaste en pind mere – eller hvad ville Sunim og Kierkegaard sige til det?”

Jeg tog pinden og kastede den…