Efter planen skulle vi have været kørt mod Lolland i onsdags, men det massive snefald kombineret med storm gjorde, vi blev et par dage ekstra på Læsø…

Dagene blev brugt til lange gåture og refleksion over, hvorfor vi er lige præcis de mennesker, vi er. På en af turene så Nuka på mig med store øjne, imens jeg fortalte, hvordan man kunne sammenligne Kierkegaards ”arketyper” med den model, jeg tidligere har brugt til at fortælle om udviklingen fra ubevidst inkompetent til ubevidst kompetent. Jeg så mig nødsaget til at forklare, at Spidsborgeren er den ubevidste inkompetente, Æstetikeren den bevidst inkompetente, Etikeren den bevidst kompetente og Den religiøse den ubevidst kompetente. Nuka lignede nu, om muligt, et endnu større spørgsmålstegn, ikke kun i øjnene men i hele kroppen…

Derfor begyndte jeg at fortælle historien om manden, der var på en personlig rejse med Kierkegaard som medpassager for at se, om det kunne udvide hans forståelse:

“En regnfuld dag i en lille by, i den yderste del af Danmark, stod han ved vinduet og betragtede de grå skyer, der spejlede hans indre. Han havde alt, hvad samfundet forventede af ham – en stabil karriere, et velholdt hjem og en respektabel position i lokalsamfundet. Udadtil levede han det perfekte liv, men i hemmelighed hvilede der en knugende følelse af tomhed i hans bryst.

En dag da han kom hjem efter en hektisk dag på arbejdet, standsede han foran spejlet. Hans spejlbillede så tilbage på ham, men det var som om, han for første gang virkelig så sig selv. Erkendelsen ramte ham som et lyn fra en skyfri himmel: Han kunne ikke lide den mand, han så i spejlet. Hvordan var det kommet hertil? Hvordan var han endt som en skygge af sit egentlige jeg?

Fortvivlelsen spredte sig i hans krop. Han indså, han levede et liv uden lidenskab og uden autenticitet. Han havde alle dage fulgt samfundets normer og forventninger, men han havde mistet sig selv undervejs. Den indre tomhed var uudholdelig, og i samme åndedrag erkendte han, at han ikke kunne slippe væk fra sig selv.

I et forsøg på at finde mening og formål med livet begav han sig ud på en mental rejse, væk fra den tilværelse han kendte, og som andre misundte ham. Han lod sig føre af sanselighedens lyst og udforskede muligheder, han aldrig før havde turdet overveje at udforske. Han blev en person, der valgte af lyst og sanselighed, og han betragtede livet med en ironisk distance.

Hans beslutning om at bevæge sig væk fra det kendte var ikke uden konsekvenser. Kedsomheden og fortvivlelsen over hans valgs meningsløshed fulgte ham som en skygge. Han iscenesatte sig selv i forskellige roller, men ingen af dem gav ham den dybe tilfredsstillelse, han søgte efter. Livet blev til en endeløs jagt på det næste spændende øjeblik.

Midt i hans søgen indså han, at ironien var blevet en flugt for ham. Han mærkede tomheden i sit liv og valgte at konfrontere fortvivlelsen. Tiden var inde til ikke kun at træffe valg af lyst, han skulle også træffe valg, der ville føre til smerte og ansvar. Han ville ud af sin selvskabte labyrint og erkendte, at valget mellem fortrydelse og forpligtelse er en del af den menneskelige eksistens.

Hans konfrontation af fortvivlelsen og det absurde ved livet ledte ham ad en ny vej. Han vendte sig mod det indre og etiske. Nu opfattede han livet som en opgave og begyndte at træffe valg ud fra pligt og ansvar. Hvor han tidligere flygtede fra gentagelsen, omfavnede han den nu og opdagede det smukke, der lå gemt i den. Hans ironiske tilgang blev erstattet af et dybere engagement i verdenen omkring ham. Han stod ved sine valg og forpligtede sig til sig selv, sin familie og sit samfund.

Men fortvivlelsen, den kunne han ikke slippe. Det ansvar, han tog på sig, og den pligt, han følte, blev til en byrde, og frygten for at fejle hang konstant som en skygge over ham. Humoren trådte ind som et mellemstadie, hvor han indså paradokset i at leve op til idealer, der kunne være uopnåelige i virkeligheden.

Efter at have gået gennem fortvivlelsens dybe dal og navigeret mellem livets forskellige stadier, stod han nu over for det religiøse valg. Han så sig i det samme spejl, men nu så han sig som skabt af Gud, som en del af noget meget større end ham selv. Guds ubetingede kærlighed og tilgivelse gav ham ro og sammenhæng i tilværelsen.

Livet, der før havde virket så absurd og meningsløst, gav nu en dybere mening. Han mærkede glæden ved at acceptere både sig selv og verden som en gave. Han tog springet ud på det dybe vand og troede på, at Gud var muligheden i det umulige.

Kierkegaards tanker blev som et åndedrag levende i hans mentale rejse – en rejse gennem spidsborgerens åndløse determinisme, æstetikerens sanselige fortvivlelse, etikerens ansvarsfulde pligt og endelig den religiøses tro på noget større. Gennem spejlingen i arketyperne fandt han ikke kun selverkendelse, men også vejen til at tage ansvar for sit eget liv og træffe autentiske valg.

Han var ikke den samme mand, der engang havde stirret tomt ud af vinduet. Når han gik gennem byen, bar hans skridt præg af en nyfundet ro og sikkerhed. Folk bemærkede forandringen, selvom de ikke forstod, hvad der var sket. Han besluttede at dele sin rejse, ikke som en prædiken, men som en invitation til at folk kunne udforske deres eget indre og finde lige præcis deres mening i tilværelsen.

Han begyndte at holde små sammenkomster, hvor han fortalte sin historie og lyttede til andre, der, ligesom han havde gjort det, følte sig fanget i livets absurditet. Sammenkomsterne blev et rum for åbenhed og refleksion, hvor vidt forskellige mennesker kunne mødes og udfordre egne normer og overveje, om deres liv virkelig afspejlede deres dybeste ønsker og værdier.

Byen, der engang havde set ham som den ideelle borger, blev nu vidne til en stille revolution af selvopdagelse og autenticitet. Folk begyndte at stille spørgsmålstegn ved det etablerede, udforske deres egne inderste værdier og tage ansvar for deres egne valg. Den lille by blev et ”mikrokosmos” af personlige rejser og forandringer, der spredte sig som ringe i vandet.

Selvom han havde fundet fred i troen på noget større, forblev hans liv en udforskning. Troen på Gud var nemlig ikke den endelige destination, men snarere et kontinuerligt forhold, der formede og udfordrede ham igen og igen. Han blev ikke dømmende eller dogmatisk, men holdt fast i kærlighedens og forståelsens principper, og det skabte et fællesskab af mennesker omkring ham, der støttede hinanden på deres individuelle rejser.

Rejsen var ikke let, men dyb og meningsfuld, det var den. Den var ligeledes en påmindelse om, at livet ikke handler om at undslippe fortvivlelsen, men om at omfavne den, udforske den og transformere den. Byen, der engang var grå, trist og ideforladt, blev nu oplyst af forskellige farver, nuancer og nye tanker, som folk turde lade skinne igennem.

Han forstod nu, at autenticitet ikke betød at gå en bestemt vej, men at være tro mod sig selv og åbne sig for de uendelige muligheder, livet præsenterer. Hans rejse fortsatte, ikke mod et bestemt sted, men mod en stadig dybere forståelse af sig selv, sit fællesskab og det transcendente, der gav hans liv mening.

Ringe af positiv forandring spredte sig i den lille by, og nu stod han over for et nyt kapitel. Han var blevet fascineret af de komplekse sammenhænge mellem tro, æstetik og etik. Han var nysgerrig og begyndte at undersøge de mystiske dybder af religiøs æstetik og etik, og hvordan de på et dybere plan kunne samarbejde og skabe en forbindelse mellem det jordiske og det transcendente.

I sin søgen efter det æstetiske aspekt af troen, dykkede han ned i ritualer og symboler. Han fandt skønhed i liturgier og musik, der på forunderlig vis løftede sjælen mod det guddommelige. Hans dagligdag blev fyldt ud af en strøm af symbolske handlinger og refleksioner, der gav ham en følelse af at leve i harmoni med et højere formål.

Han lærte at integrere etik i sin religiøse praksis. Troen på noget større blev en uudtømmelig kilde til inspiration for en dybere forståelse af, hvordan han kunne bidrage til fællesskabets bedste. Han søgte ikke kun personlig frelse, han søgte også efter at skabe en positiv virkning på verden omkring ham, en virkning der kunne sprede sig som en pandemi.

Mens den religiøse æstetiker i ham fandt glæde ved at opdage det guddommelige i skønheden, arbejdede den religiøse etiker aktivt for at omsætte troen i konkrete handlinger til gavn for andre. Han fandt, at balancen mellem æstetik og etik skabte en dyb og meningsfuld spiritualitet, der ikke kun gavnede hans eget liv, men også påvirkede samfundet omkring ham i en positiv retning.

Gennem en balanceret tilgang oplevede han en endnu dybere mening. Han forstod nu, at troen ikke behøvede at være begrænset til teologiske doktriner, men kunne udtrykkes gennem en rigdom af symboler, skønhed og tjenester. Han byggede bro mellem det åndelige og det konkrete, en bro der kunne krydses i begge retninger og hans praksis inspirerede andre til at udforske forskellige lag af deres egen tro.

Hans rejse fortsatte, men han havde fundet en stabilitet i den dynamiske syntese af æstetik og etik. Troen for ham var en evig udforskning og fornyelse af det guddommelige i både det skønne og det moralske. Han blev fortaler for en åben og inkluderende tro, der omfavnede mangfoldigheden af dens udtryk og inviterede andre til at finde deres egen vej ind til det guddommelige.”

Nuka så på mig som om han forstod, men han så også på mig som om det krævede en fortsættelse, men det må blive en anden dag, for nu skal vi sove til middag…