Stjerner, tænkere og efterårsferie
Efterårsferien bruges på Lolland, hvor vi har lejet et sommerhus på Filosofstræde i Hummingen, tæt på vand og skov. På Læsø har vi i indeværende skoleår efterårsferie i både uge 41 og 42, og vi har valgt at tage til Lolland i uge 41, så vi kan være i nærheden af vores datter, der går på gymnasiet i Nakskov.
Lørdag aften gik vi en tur ved vandet efter mørkets frembrud, og en imponerende stjernehimmel åbnede sig over os. Det gav anledning til mange undrende spørgsmål mellem børn, voksne og hunde. Lyden af bølgerne, der stille rullede ind mod kysten, og den kølige brise i vores ansigter gjorde natten endnu mere levende.
Nuka løb lidt for sig selv langs stranden og forsvandt ud i mørket. Jeg gik efter ham og fandt ham siddende og stirre mod himlen. Jeg satte mig ved siden af Nuka og lagde armen om ham. Hans blik var fæstnet mod stjernehimlen, og hans suk fyldte luften omkring os.
“Der er godt nok mange stjerner, min ven,” sagde jeg og stirrede op mod de lysende punkter, der bredte sig over hele himlen. “Tror du, der sidder nogen derude og ser på os?”
Nuka rykkede sig ikke, men hans tunge suk lød næsten som et svar: “Det er så uvirkeligt.” Hans måde at sidde stille på, som om han betragtede noget langt væk, fik mig til at tænke på, om han også følte sig lille i det store univers, ligesom jeg.
Vi blev siddende i stilheden, omgivet af sand og mørke, mens himlen over os var fyldt med stjerner. Jeg så på Nuka: “Hvad tror du, Kierkegaard ville have tænkt om os her? Ville han have kaldt dette øjeblik et valg mellem det æstetiske og det etiske?” Stjernerne var en invitation til at lade os opsluge af deres skønhed, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg skulle se det som et større valg – et valg om, hvordan jeg forholder mig til min egen eksistens i det store kosmos. Kierkegaard ville måske have sagt, at jeg stod midt i en spænding mellem at nyde øjeblikkets æstetik og at reflektere over min plads i det hele. At se stjernerne som noget smukt, vi blot kan nyde, eller noget, der inviterer os til at tænke dybere over vores liv og valg.
Nuka rørte sig lidt og lagde hovedet ned på sine poter. Hans stilhed mindede mig om Frankls tanker om, hvordan vi som mennesker søger mening, især i mødet med det uforklarlige. “Meningen,” sagde jeg lavt, “ligger den derude blandt stjernerne, eller er det noget, vi finder herinde i os selv?” Nuka kiggede kort op på mig, som om han forstod, og så tilbage mod himlen. “Frankl ville måske sige, at det er i vores møde med de største spørgsmål, vi virkelig begynder at lede efter mening. Måske var det lige netop det, vi gjorde her – søgte mening i det uendelige,” sagde jeg lavt, mens jeg lod mine tanker flyve op mod stjernerne igen.
Mine tanker svævede videre blandt stjernerne. Mens Frankl søgte mening i det uforklarlige, kæmpede Primo Levi med at forstå menneskets ondskab. Ville han have set dette øjeblik som et forsøg på at forstå noget større end os selv, noget, vi ikke helt kunne gribe fat i? Ligesom Frankl kæmpede med at forstå menneskets søgen efter mening, kæmpede Levi med ondskabens grænser. Deres søgen var måske ikke så forskellig – begge forsøgte at forstå det ufattelige. “Er vi også bare væsner, der prøver at forstå det ukendte?” spurgte jeg stille, næsten til mig selv. Levi oplevede dyb menneskelig lidelse og fortsatte alligevel med at søge efter forståelse – måske var vi på samme rejse, bare i mindre skala.
Nuka sukkede igen, og hans blik blev ved med at følge nattehimlen. Jeg kunne se hans øre bevæge sig let, som om han opfangede noget, jeg ikke kunne høre – måske en dybere forståelse af natten. Nu ramte Arendts filosofi mig pludseligt som et stjerneskud på himlen, og hendes overvejelser om menneskets ansvar føltes tydelige. “Hun ville måske sige, at vi altid står over for muligheden for at handle, for at tænke,” mumlede jeg. “At vi, selv midt i denne uendelighed, ikke kan undslippe vores ansvar for at være til stede – at handle, selvom vi er så små i forhold til universet.”
Stilheden ved stranden, stjernernes lys og vores refleksioner smeltede sammen i et øjeblik af dyb eftertænksomhed. Det føltes, som om vi sad midt i et eksistentielt øjeblik, hvor spørgsmålene om livets mening, andre væsner og vores egen plads i universet flød sammen. Jeg så ned på Nuka, der stadig lå roligt ved siden af mig, og indså, at vi måske aldrig ville finde de endelige svar. Men måske er det netop dét, der gør det at stille spørgsmålene så uundgåeligt – at undre sig, ligesom mennesket altid har gjort under samme stjernehimmel.
