“Hjemmestyret” er på tur denne weekend med den mellemste af vores tre piger, så Nuka og jeg har masser af tid her til morgen. Vi kan både nå at se solen stå op, fodre surdejen og bare være i vores væren.

“Godmorgen, min ven,” sagde jeg, da Nuka søvndyssende strakte sig så lang, han var, og kom ud til mig i køkkenet. “Skal vi gå ud i haven og nyde stilheden?” fortsatte jeg, mens jeg tog min kaffe.

Nuka logrede med halen; der var ingen tvivl om, at han gerne ville ud i haven.

Mens vi gik ud, spurgte jeg Nuka, om han vidste, hvad jeg tænkte på i går. Lidt åndssvagt, da jeg udmærket godt ved, at han ikke ved det, og jeg ved også, at han ved, at jeg ved, at han ikke ved det. Men nu var spørgsmålet stillet.

Nuka lagde den blå bold foran mig, som om han sagde: “Nej, men jeg håber, det er noget, der involverer godbidder eller en tur i hundeskoven!”

Jeg samlede bolden op og klappede ham på hovedet. “Det kunne det faktisk godt, men jeg tænkte mere på nogle tanker, jeg skrev om i min ‘godweekendbesked’ til mine kollegaer – Pygmalion fra græsk mytologi, Rosenthal-effekten og Grundtvig.”

Nuka lagde hovedet på skrå på den der lidt overbærende måde: “Pygma-hvad? Og hvem er denne Rosenthal, og hvad har han med godbidder at gøre?”

Jeg smilede og kastede bolden. “Godt spørgsmål! Pygmalion var en konge, der lavede en statue af sin idealkvinde og blev så forelsket i hende, at han bad guderne om at gøre hende levende. Det skete faktisk! Det er en historie om, hvordan vores ønsker og forventninger kan skabe virkelighed. Ligesom når du drømmer om altid at have godbidder i din skål – det er den samme tanke om, at det, vi virkelig ønsker, kan blive til virkelighed.”

Nuka blev liggende og så op på mig med store åbne øjne, der sagde: “Så hvis jeg virkelig ønsker, at der altid er godbidder i min skål, kunne det ske?”

Jeg pegede mod bolden: “Tag den,” og fortsatte: “Det er lidt det samme princip! Det handler om troen på, at noget kan blive til virkelighed. Ligesom Rosenthal-effekten, som siger, at hvis vi forventer noget godt af andre, så præsterer de faktisk bedre. For eksempel, hvis jeg tror, at du er en rigtig klog hund, så vil du sandsynligvis opføre dig som en rigtig klog hund.”

Nuka stoppede halvvejs tilbage med bolden og så på mig: “Så jeg er en klog hund? Hvad med Grundtvig? Lyder som navnet på en hund, der måske ved en masse om kødben og godbidder!”

“Kom nu herhen med bolden, kloge hund,” sagde jeg, mens jeg gestikulerede med armene, og fortsatte: “Grundtvig var en dansk tænker, der mente, at skolen skulle være et sted for både læring og opdragelse, hvor vi lærer af fortiden for at forme fremtiden. Det er også en form for forventning – at vi kan skabe en bedre verden ved at forstå vores historie.”

Nuka kom ligeså stille tættere på, lagde bolden foran mig, satte sig og så op på mig: “Så hvis jeg husker, hvor jeg gravede mine kødben ned sidste år, kan jeg få en bedre fremtid med masser af kødben?”

“Tjoooo, min ven… lidt i den retning,” sagde jeg, mens jeg kastede bolden igen. “At huske vores erfaringer og lære af dem kan hjælpe os i fremtiden. Det er ligesom Kierkegaards tanke om valgets ansvar – når vi vælger at huske og lære af vores historie, kan vi aktivt forme vores fremtid. Ligesom vi kan lære af gamle historier og myter og tro på, at vores positive forventninger kan skabe gode resultater, både for os selv og for andre.”

Nuka var ikke løbet efter bolden, men sad stille og roligt ved siden af mig og så ud over haven, som om han tænkte: “Jeg kan ikke rigtig huske, hvor jeg har gemt mine kødben. Hvis nu du også vidste noget, så kunne du hjælpe mig.” Han så op på mig: “Pyt… Måske kan vi tage en tur i hundeskoven og finde ting, jeg har gemt? Det kunne være en måde at forbinde fortid og fremtid på!”

“Det lyder som en fantastisk idé, min ven! Lad os gøre det,” sagde jeg, mens vi gik tilbage mod huset.