En stille sommeraften i haven med Nuka ved hængekøjerne og et knitrende bål er en god ramme for et tankefællesskab om pligt og menneskelig adfærd. Mens jeg hælder kaffe op og kigger ned på Nuka, begynder jeg at reflektere over, hvilke motiver der ligger bag folks handlinger, og om det er deres egne motiver, eller om motiverne ”dikteres” af en -isme.

Jeg begynder: “Nuka, hvad tænker du om pligt? Hvorfor gør vi mennesker, som vi gør? Er det altid vores egne meninger, der driver os, eller er der noget større, der har magten over os?”

Nuka ser op på mig, som om han siger: ”Hvad mener du egentligt, din gamle tosse?” Jeg smiler og forklarer: ”Hannah Arendt taler om ‘ondskabens banalitet’ – hvordan onde handlinger kan udføres af helt almindelige mennesker, der blot gør deres pligt uden at tænke over det.”

“Tag Adolf Eichmann som eksempel,” fortsætter jeg. “Arendt beskriver ham ikke som en gal mand, men som en bureaukrat, der fulgte ordrer uden at tænke selvstændigt. Det var hans manglende evne til at tage moralsk ansvar, der gjorde hans handlinger så frygtelige.”

Nuka vifter med halen og lukker øjnene, som om han tænker på noget helt andet. Jeg finder et lille tyggeben frem og giver det til ham. “Vil du have det her?” spørger jeg. Nuka tager glad imod det.

“Det får mig til at tænke på vores samtaler om at forstå hinanden og kommunikere ærligt,” fortsætter jeg. “Hvis Eichmann havde tænkt over sine handlinger og stillet spørgsmålstegn ved dem, kunne han måske have handlet anderledes. Men han fulgte sin pligt uden at reflektere over konsekvenserne.”

Nuka ser op på mig med et alvorligt blik, og jeg fortsætter: “Det er måske det, Arendt mener med ‘ondskabens banalitet’. Det er ikke de store, onde forbrydelser, der er det mest skræmmende, men den almindelige persons manglende vilje eller evne til at stille spørgsmålstegn ved systemet og tage ansvar for deres handlinger.”

Jeg klapper Nuka blidt på hovedet. “Så måske er det vigtigste ikke bare at gøre vores pligt, men også at tænke over, hvorfor vi gør det. Spørge os selv: Er det mig, der har meningen, eller er det meningen, der har mig?”

Nuka løfter hovedet og ser mig i øjnene, som om han forstår. “Det kræver mod at stå op imod det etablerede og tænke selvstændigt. Men det er nødvendigt, hvis vi skal undgå at gentage fortidens fejl. Vi skal være bevidste om, hvordan vores handlinger påvirker andre, og altid stræbe efter at handle med integritet og medmenneskelighed.”

Nuka vifter langsomt med halen og giver et lavt, beroligende gø. Vi sidder stille et øjeblik, begge fortabt i tankerne om, hvordan man kan navigere i en kompleks verden med moral og ansvar. Bålet knitrer videre, og mørket sniger sig langsomt ind over os.