Regnen trak striber ned over himlen, og vinden fra nordøst fik trætoppene til at bøje sig i en rytme, som kun øen kendte. Nuka og jeg bevægede os ud – ikke hurtigt, ikke tøvende – men med en slags stille beslutsomhed. Læsø viste sig fra sin rå og ærlige side. Og det passede mig fint.
“Nuka,” sagde jeg, mens vi gik i modvinden, “i dag sagde jeg nej. Ikke højt. Ikke dramatisk. Bare… stille – tak, men nej tak.”
Han vendte hovedet mod mig, hans pels mørk og dryppende. Han rystede sig ikke – som om han vidste, at dette var en dag, hvor vi bar med os, ikke smed fra os.
“Det underlige er,” fortsatte jeg, “at det føltes som et ja. Ikke et nej til noget, men et ja til mig selv. Til ikke at flyde med strømmen, men at stå fast.”
Vi drejede ind på en mindre sti, regnen slog mod siden af ansigtet. Jeg talte videre, nærmest hviskende i vinden:
“Kierkegaard taler om det at vælge som noget andet end bare at foretrække. Han siger, at det ægte valg er et valg af sig selv – at tage stilling med alvor. Og at det, vi vælger fra, ikke bare forsvinder. Det bliver en del af valget. Det former os.”
Nuka standsede op, snusede til jorden, men så op igen, som om han forstod tyngden i ordene.
“Der var engang, hvor jeg troede, at det vigtigste var at have mange muligheder,” sagde jeg. “At sige nej føltes som et nederlag. Som at miste. Men nu – nu forstår jeg det anderledes. Et fravalg er ikke nødvendigvis et frasagn. Det kan være det mest præcise udtryk for vilje.”
Jeg satte mig på en våd træstub. Nuka blev stående, hans blik hvilte på mig, roligt, spørgende.
“Kierkegaard siger også,” fortsatte jeg, “at vi må vove os ind i valgets paradoks: at vælge os selv, men samtidig vælge det evige. Og det betyder, at et sandt valg er dybt forpligtende. Når vi vælger, vælger vi ikke kun med øjeblikkets begær – vi vælger med hele eksistensen.”
Jeg trak hætten lidt længere frem og så ud i gråheden.
“Så når jeg siger nej i dag,” sagde jeg stille, “så gør jeg det ikke ud af frygt. Jeg gør det, fordi jeg har lyttet. Fordi jeg vil tage ansvar for den, jeg er – ikke bare være med i alt, men være til stede i noget.”
Nuka satte sig og pustede ud. Et lavt gø, som en eneste bekræftelse.
“Det handler om at leve indefra og ud,” sagde jeg. “Og nogle gange kræver det, at man går imod det, man tror forventes. Det er det, Kierkegaard mente, da han sagde, at den, der vælger sig selv i sandhed, vælger med ansvar og angst – men også med frihed.”
Vi sad lidt i stilhed. Vinden raslede i grannåle og rev i buskadset. Jeg følte mig let. Tynget og løftet på samme tid.
Regnen samlede sig i dråber på grannålene foran os. En enkelt dråbe hang tungt og klart, dens overflade spændt som en puls. I den kunne jeg ane et forvrænget spejlbillede – træer, himmel og en skygge af mig selv, vendt på hovedet.
“Se Nuka,” sagde jeg stille og pegede, “tvivlen har også sit spejl. Ikke det spejl, der viser os klart og skarpt, men dét, hvor billedet er levende, rystet og ægte. Et spejl, hvor vi ikke ser os selv, som vi er – men som vi endnu ikke er blevet.”
Nuka så op, hans blik var intenst og blødt på samme tid. Jeg fortsatte:
“Vi tror ofte, at klarhed handler om at se tingene tydeligt. Men måske er det i tvivlens spejl, vi ser det mest virkelige. Det, der endnu ikke har form. Det, vi stadig må vælge. Det, vi stadig kan blive.”
Jeg rejste mig og tørrede hænderne mod bukserne. Nuka rystede sig, men forblev ved min side.
“Så nej… det var ikke et nej til livet,” sagde jeg, mens vi begyndte at gå. “Det var et ja til at stå i tvivlen – og vælge alligevel.”
Nuka logrede, og vi fortsatte fremad, ind i regnen, hvor skovens spejle hang i hver dråbe, og hvor valget stadig ventede.
