Nuka og jeg gik langs kysten denne morgen. Vinden var kold, skarp og klar, som om den ønskede at rense verden for støj. Sandet føltes tungt under fødderne, og Nuka, som altid et skridt foran, snusede ivrigt til vinden. Han stoppede op og ventede, som om han vidste, at jeg havde noget på hjertet.
”Nuka,” begyndte jeg, ”har du nogensinde tænkt over, hvad vi egentlig kæmper imod? Det føles, som om vi hele tiden skal vise, at vi kan mere. Mere end før. Mere end de andre. Men når vi først når ét mål, så er det, som om det ikke er nok. Vi skal altid mere…”
Nuka løftede hovedet, hans blik søgte horisonten, som om han vidste, hvad jeg talte om, men alligevel undrede sig over menneskets behov for at gå så langt, når stranden var lige her. Han vendte sig og gik videre, men ikke så hurtigt som før, og jeg fortsatte mine tanker.
”Mange taler om konkurrencesamfundet, som om vi alle stadig kæmper mod hinanden,” sagde jeg og så på ham. ”Men måske er den egentlige kamp ikke mod hinanden, men mod os selv. Mod den forestilling om, at vi hele tiden skal kunne mere. Vi ender med at kæmpe mod os selv i en uendelig jagt – aldrig tilfredse, altid sultne efter det næste – altid på vej.”
Han gav et lille grynt, som om han sagde, ”I mennesker bliver aldrig mætte.”
”Og det værste er,” fortsatte jeg, ”at vi ikke længere ved, hvordan vi skal sige nej. Nej til at kunne alt, til at være alt. Nej’et er forsvundet i bunken af muligheder. Vi siger hele tiden ja, ja, ja… og ender med at blive overvældet af vores egne valg, som om vi konstant står foran en buffet, der aldrig stopper – en slags psykisk bulimi, hvor vi ikke kan andet end at tage mere og mere ind, blot for at ”kaste op” – ”smide væk” og gøre plads til endnu mere.”
Nuka så op på mig med et blik, der sagde, ”men du kan jo bare lade være.” Hans øjne syntes at spørge: Hvorfor er det så svært for jer mennesker?
”Du har ret, Nuka,” sukkede jeg. ”Men vi er fanget i illusionen om, at hvis vi siger nej, går vi glip af noget. Det er som om, vi har glemt, hvordan det er at være en del af noget begrænset – noget, der ikke er åbent for alle muligheder, men som har en begyndelse, en afslutning, og som kræver, at vi tager ansvar og engagerer os fuldt ud. Vi mennesker har brug for det forpligtende fællesskab, noget, der indrammer os og siger: ‘Her er du nok.'”
Han satte sig og stirrede ud over vandet, der skyllede ind over stranden i en rolig, gentagende rytme. Hans blik blev på havet, men han syntes alligevel at lytte, og jeg følte mig opfordret til at gå endnu dybere i mine tanker.
”I dagens samfund,” sagde jeg og trak vejret dybt, ”handler alt om fremtiden. Fremtiden og fremtidsudkastet. Fortiden interesserer ikke længere nogen, undtagen turister måske… og Traditioner? Dem har vi glemt, som var de noget, vi for længst havde overstået. Vi ser kun frem, og vi vurderer hinanden på, hvor aktive vi er, hvor meget initiativ vi tager.”
Nuka kiggede skeptisk op på mig, som om han ville sige: ”Men hvad med nuet?”
”Nuet?” gentog jeg, som om jeg forstod, hvad han tænkte. ”Vi jager konstant efter en fremtid, som ender med at blive fortid, så snart vi når den. Arendt ville nok kalde det en ”dement kultur”. Vi er blevet blinde for vores rødder – Vi aner ikke længere, hvor vi kommer fra. Vi løber i blinde, som deltagere i et psykisk bulimisk orgie. Vi sluger fremtiden i store bidder og glemmer den øjeblikkeligt. Det hele bliver til fortid, før vi når at finde mening i det.”
Nuka så op, som om han havde fået nok af de tunge ord og ville minde mig om noget simpelt, noget konkret. Han begyndte at løbe langs stranden, og som altid kunne jeg ikke lade være med at følge ham. Han mindede mig om, at livet ikke behøver være så komplekst. At nogle gange er det nok ”bare” at være til stede, her og nu, uden at skulle bevise noget, hverken over for andre eller mig selv.
”Måske har du ret, min ven,” sagde jeg, da jeg kom op på siden af ham. ”Måske er det dét, vi mangler. Evnen til at være i noget begrænset, som dette øjeblik, hvor vi ikke behøver gøre andet end blot at være her.”
Nuka stoppede op, og jeg satte mig ned ved siden af ham i sandet. Han rullede sig rundt, logrede og snusede til sandet, mens jeg så ud over havet og lyttede til bølgerne, der gentog sig selv i en endeløs, men enkel rytme. Det var, som om havet svarede mig: Her er du nok. Her behøver du ikke mere.
#PsykiskVelvære #Konkurrencesamfund #Tilstedeværelse #FortidensBetydning
