Himlen over Læsø var tung, men klar denne aften. Nuka og jeg fulgtes ad, mens solnedgangen langsomt forsvandt bag trætoppene. Hans poter lavede små aftryk i den fugtige skovbund, og selv i stilheden føltes hans tilstedeværelse betryggende – min trofaste følgesvend på sådanne aftener, hvor tankerne kan få frit løb.

“Det er mærkeligt, ikke Nuka?” sagde jeg og kastede blikket ud i tusmørket. “At tage afsked – det er så grundlæggende menneskeligt, men samtidig føles det så fremmed.” Nuka løftede hovedet og så i samme retning, som om han kunne mærke min undren. Vi stod der sammen, hver især betaget af noget større, usynligt, men allestedsnærværende.

Jeg satte mig ned på et væltet træ, Nuka satte sig ved min side. “Lotte har valgt at tage et skridt videre,” begyndte jeg. “Kierkegaard ville sige, at hun står ved en skillevej – et valg, der tvinger hende til at konfrontere sig selv og tage ansvar for sin fremtid. Hun har valgt at træde væk fra os, men ikke på en måde, der fjerner hendes spor her. Måske er det netop det, der er så forunderligt ved valg – vi efterlader os altid noget, uanset hvilken vej vi går.”

Nuka lagde sig ved mine fødder og stirrede roligt frem mod de snoede stier. “Kierkegaard ville sige, at vi alle står over for disse eksistentielle valg. Vi må vælge mellem at handle eller forblive passive. Og selvom vi ved, at ethvert valg rummer både glæde og sorg, ligger det smukke i, at valg ikke kun skaber afslutninger, men også nye begyndelser. Lotte har valgt en ny vej, og selvom vi kommer til at savne hendes nærvær, er hendes afsked ikke en afslutning – det er en overgang, en bevægelse.”

Jeg samlede en gren op fra jorden og kastede den afsted. Nuka sprang hurtigt efter, en handling af instinkt. Jeg smilede svagt for mig selv. “Der er noget befriende i at handle uden tøven, som du, Nuka. Mennesker er derimod konstant fanget mellem tvivl og refleksion, bundet af vores valg.”

Da Nuka vendte tilbage med grenen, satte han sig ved siden af mig igen. “Lotte havde altid en særlig evne til at se, hvad der skulle gøres – og hun gjorde det med en helt naturlig ro. Hun vidste instinktivt, hvornår hun skulle handle og hvornår hun skulle lytte, altid med en tanke for fællesskabets bedste.”

Jeg stirrede ud over skoven, hvor skyggerne begyndte at blande sig med tusmørket. “Der er noget særligt ved mennesker, som kan balancere både omsorg og beslutningskraft. Lotte bar det på en måde, som fik det hele til at virke enkelt, som om det altid havde været en del af hende. Hun gjorde ikke store ord ud af det – hun handlede bare. Og det er måske det, der virkelig gør en forskel.”

Jeg rejste mig og begyndte at gå videre gennem skoven, mens Nuka fulgte mig som altid, tæt og uden tøven. “Vi står nu i en tid, hvor vi skal finde balancen uden hende,” sagde jeg lavmælt. “Men måske er det, hun har efterladt os, ikke blot minder, men en vejledning i, hvordan vi kan fortsætte. Måske er det det smukke ved at miste en, der har givet så meget. Vi står tilbage med mere end et tomrum – vi står tilbage med en arv af menneskelige handlinger, som vi kan bygge videre på.”

Vi stoppede ved kanten af skoven og så ud mod horisonten, hvor de sidste glimt af sollys kæmpede mod natten. “Kierkegaard ville sige, at livet må leves forlæns, men forstås baglæns,” mumlede jeg. “Og selvom vi endnu ikke helt forstår, hvad vi har mistet, vil tiden vise os, at hendes tid her på Læsø har formet os på måder, vi først vil opdage senere.”

Nuka satte sig igen tættere på mig, som om han forstod, at aftenen snart var forbi. Jeg klappede ham let på hovedet og sagde stille ud i mørket: “Tak, Lotte. Tak fordi du er, før du er alt andet. Du har vist os vejen vi nu skal gå selv. Tak for turen – og vigtigst af alt, på gensyn.”