Efterårsvejret var stille og klart, da vi satte os ved skulpturen ”Sandflugten” ved Østerby Havn. Skulpturen, der symboliserer fortidens katastrofer og ødelæggelsen af øens skove, mindede mig om, hvordan naturens kræfter kan feje alt væk, hvis ikke vi passer på. Efterårsbrisen strøg ind fra havnen og fik de få både, der stadig lå fortøjet, til at virke forladte og ensomme.

Nuka sad ved min side, og vi stirrede ud over havnen. Jeg mærkede refleksionens tyngde i luften, ligesom vinden, der fejede over vandet. “Nuka,” sagde jeg og brød stilheden, “har du lagt mærke til, hvordan mennesker ændrer sig, når de ikke får, hvad de vil have fra dig?”

Nuka løftede hovedet en anelse og vendte blikket mod skulpturen. Hans tavse nærvær var som et svar i sig selv. Jeg forestillede mig, at også han kunne mærke tyngden i luften. “Mennesket står altid over for et valg, hver gang det møder modgang,” tænkte jeg højt. “Ligesom Kierkegaard beskrev det, står vi mellem resignation og vækst. Når folk vender sig mod dig, er det ofte, fordi de vælger at lade skuffelsen definere dem – at placere skylden uden for sig selv.”

Jeg nikkede stille og lod blikket falde på de rå sten under mig – genbrugssten, som folk fra øen havde doneret. Stenene bærer på minder om ødelæggelsen for 400 år siden, ligesom de relationer, vi bygger, kan knække under vægten af forventninger. “De bliver kolde,” sagde jeg langsomt. “Det føles, som om jeg kun har værdi for dem, når jeg opfylder deres ønsker. Når det ikke sker, er jeg bare… luft.”

Nuka lagde sit hoved på mine fødder, som om han mærkede min uro og ville berolige mig. Hans berøring føltes som en stille påmindelse om, at nærvær kan trøste uden ord. “Det er ligegyldigheden,” hviskede jeg, “Arendt advarede os imod. Når vi reducerer andre til midler, glemmer vi deres menneskelighed. Vi bliver fanget i et forhold, hvor den anden eksisterer for at opfylde vores behov – og når det behov ikke længere bliver mødt, forsvinder menneskeligheden.”

Jeg så ud over havnen igen. De sidste både gyngede let i vinden, men de bevægede sig ikke langt. “Så hvad sker der med dem?” spurgte jeg, nok mest mig selv. “Mister de ikke også noget i sig selv?”

Nuka løftede hovedet, og hans brune øjne mødte mine, som om han intuitivt forstod det, jeg sagde. Jeg forestillede mig, at Kierkegaard ville sige, at de har valgt den æstetiske livsform – de søger kun det behagelige, det lette. Når de ikke får, hvad de vil, bliver de som børn, der har mistet deres legetøj. De ser ikke det etiske eller det religiøse, hvor forholdet til den anden bliver et ansvar, noget dybere. I stedet forbliver de overfladiske og ude af stand til at vokse.

Jeg trak vejret dybt. Følelsen af skuffelse og tristhed var stadig tung i mit bryst. “Men hvad med mig?” spurgte jeg stille, mens jeg kiggede ned på Nuka, der stadig hvilede ved mine fødder. “Hvordan undgår jeg at blive fanget i den samme bitterhed?”

Nuka rejste sig, strakte sig og satte sig tættere på mig, som om han vidste, at valget var mit. “Det er her, valget kommer ind i billedet,” sagde jeg til mig selv. “Skal jeg lade deres reaktioner definere min værdi? Eller skal jeg vælge at se det etiske i situationen – at handle i overensstemmelse med mine egne værdier? Ikke fordi jeg forventer noget til gengæld, men fordi det er det rigtige at gøre.”

Jeg så på stenene omkring skulpturen, symboler på en ø, der havde lidt og alligevel rejst sig igen. “Så det er mit valg,” sagde jeg stille. “Om jeg vil lade deres skuffelse ødelægge mig eller bruge det som en mulighed for at blive stærkere.”

Nuka gned sit hoved mod min hånd, som om han var enig. “Præcis min ven,” hviskede jeg. “Ligesom Læsø brugte resterne af fortiden til at skabe noget nyt, kan jeg vælge at bruge mine erfaringer til at vokse. I modstanden finder vi vores styrke.”

Vi sad i stilheden et øjeblik længere, lyttede til efterårets forfriskende vindstød mod havnen og betragtede det tomme landskab omkring os. Selvom havnen var næsten tom nu, vidste jeg, at en ny sæson ville komme, og bådene ville vende tilbage – ligesom vi også har mulighed for at rejse os igen, når stormen har lagt sig.