En magisk morgen her på Læsø… Tidligt oppe, kaffen brygget af friskmalede bønner, og bare duften gør starten på dagen helt fantastisk. Nuka skraber på mit venstre ben – han vil gerne forstyrre mig. Jeg tænker, han gerne vil ud, så jeg træder i mine træsko, trækker skovmandsskjorten på, tager kaffekoppen i højre hånd og går stille ud i haven, mens Nuka løber i forvejen.

Tågen ligger som en tung dyne, og duggen, der falder fra træerne, lyder som regndråber.
Nuka snuser rundt, som om han har færten af noget spændende.
Jeg fløjter på ham og siger lige så stille: ”Du er godt nok nysgerrig her til morgen, min ven.”

Nuka vender sig rundt, mens han bevæger sig ned bag i haven, løfter hovedet og ser på mig med et blik fyldt med mening, og vender derefter snuden tilbage mod jorden.

”Hvad er det, du siger, Nuka? Du er ikke nysgerrig? Jamen, hvad er det så, du finder derude i tågen?” Tænker jeg uden at sige noget…

Nuka stopper op og stirrer op mod de tunge skyer, næsten som om han tænker: ”Det er ikke nysgerrighed, det er undren. Undren er ikke kun en drivkraft for min egen opdagelse, men også en åbning til at dele noget større. Det handler om at stoppe op og virkelig tænke over, hvad der sker omkring os, uden nødvendigvis at skulle handle på det med det samme.”

Jeg smiler og tager en slurk af min kaffe. ”Undren? Jeg troede, undren og nysgerrighed var to sider af samme mønt – at begge driver os til at lære noget nyt. Men måske har du ret. Måske er der en forskel.”

Nuka sætter sig roligt ned ved siden af mig og ser overbærende op. ”Nysgerrighed kan være hurtig og flygtig. Den får os til at opsøge information, undersøge noget, vi ikke ved. Men undren… undren stopper tiden. Den holder os fast i et øjeblik, hvor vi ikke kun søger svar for vores egen skyld, men for noget større. Undren åbner rummet for dybere refleksioner, ikke blot for os selv, men også for dem, vi deler det med.”

Jeg klør ham stille bag højre øre, mens jeg presser ham let mod mit ben. ”Så du siger, at når vi undres, giver vi noget videre? Hvordan det?”

Nuka slikker sig om munden, som om han gerne vil belønnes med en godbid. ”Ja, undren kan inspirere andre. Det er som en invitation til fælles læring. Når vi undres, stiller vi spørgsmål, som andre også kan tænke over. Det er som at se op på stjernerne og ikke kun undre os over, hvordan de hænger deroppe, men også invitere andre til at se, føle og tænke sammen med os. Det er en kollektiv proces, hvor læring bliver delt. Det handler om at skabe et fællesskab af refleksion og forståelse.”

”Ah,” siger jeg og sætter kaffekoppen ned på jorden, ”så undren er i sin essens noget, der kan forbinde os med andre. Det er en dybere bevægelse i sindet, som ikke kun er drevet af videnstrang, men også af et ønske om at engagere andre i den samme refleksion?”

Nuka bevæger sig langsomt og logrer let med halen, som om han siger: ”Præcis. Det er dér, forskellen ligger. Nysgerrighed kan være egoistisk – noget, vi gør alene. Undren er en deling, en åbning mod andre, hvor vi inviterer dem til at tage del i vores søgen efter mening. Og det er dér, vi alle kan lære noget nyt – ikke bare om verden, men også om hinanden.”

I dette øjeblik virker det næsten som om, Nukas ord rummer en dyb sandhed, der handler om mere end blot at finde svar. Det er næsten som om, det handler om at skabe forbindelse, om at undre sig sammen og lade den undren inspirere ikke bare os selv, men også andre.

Jeg tager min kaffekop og går tilbage mod huset… Imens jeg tænker: Måske handler nysgerrighed om, at vi som mennesker er foretagsomme og videnssøgende – næsten som om, der i nysgerrighed er en underliggende sult, der aldrig slutter, et fremkast, hvor mere blot ønsker mere… Hvorimod undren ikke handler om at ville noget, det kan man nemlig ikke i undren, da den kommer bag på os. I undren finder vi ro, og så kan den give os en følelse af livsglæde og lykke…

Nuka lunter selvtilfreds og måske en smule undrende i forvejen.