Solen var på vej ned over Hvidebakker, mens Nuka og jeg gik langs vandet. Selvom kalenderen siger, det er efterår, viser vejret sig fra sin bedste side. Vi kan se solnedgangen klart og tydeligt på den skyfri himmel.

Jeg samler et stykke drivtømmer op og kaster det afsted. Nuka sætter sig ved siden af mig, og jeg fornemmer, at noget ikke er, helt som det burde være.

“Hvad er der galt, min ven?” spørger jeg, mens jeg sætter mig på hug og nusser hans ører.

Nuka ser på mig med intense øjne. Jeg kan mærke tyngden, der hænger i luften, næsten som om han siger: “Det er svært at være uenige, fordi det ofte handler om meget mere end bare de ord, vi siger. Uenighed rører ved vores dybeste følelser og vores identitet. Den truer det billede, vi har af os selv og den verden, vi lever i.”

Jeg klapper ham blidt på hovedet og nikker langsomt, mens jeg lader blikket glide ud over horisonten. “Men hvorfor skal det være så følelsesladet?” spørger jeg undrende.

“Fordi…” Nukas blik dvæler mod horisonten, “uenighed tvinger os til at stille spørgsmål ved, hvad vi egentlig tror på. Det kan føles som et angreb på vores integritet. Kierkegaard talte om den menneskelige eksistens som en rejse gennem forskellige livsanskuelser. Når vi er uenige med nogen, kan det udfordre vores egen eksistentielle position. Vi bliver tvunget til at overveje, om vores valg—æstetiske, etiske, eller måske endda religiøse—er rigtige for os. Og den slags introspektion er ikke altid behagelig.”

“Så det handler ikke bare om, hvem der har ret?” spørger jeg og kaster et sidste blik på drivtømmeret, der flyder med strømmen, mens jeg tænker: “Du og jeg Nuka – vi flyder ikke med strømmen.”

Nuka rejser sig og ryster let på sig, som for at fjerne usynligt støv fra sin pels. “Nej,” synes hans bevægelser at sige, “det er meget sjældent kun et spørgsmål om at have ret. Det er ofte en kamp for anerkendelse, for at få bekræftet ens eksistens og mening med livet. Viktor Frankl skrev, at mennesket søger mening selv i de mest umenneskelige situationer. I uenighed ser vi ofte denne kamp om mening. Vi vil alle gerne vide, at vores perspektiv har værdi, at vi ikke blot er en tilfældig stemme i et kaos af meninger.”

Jeg trækker vejret dybt ind og spørger: “Så uenighed er en del af at være menneske. Men hvordan bliver vi bedre til at håndtere det? Hvordan kan vi være uenige uden at rive hinanden ned?”

Nuka logrer med halen, som om spørgsmålet var ventet, og hans øjne giver mig svaret: “Ved at acceptere, at uenighed er uundgåelig og endda nødvendig for at vokse. Hvis vi kan se det som en invitation til at lære mere om os selv og den anden, bliver det mindre farligt. Det er i spændingen mellem ‘os’ og ‘dem’, vi begynder at finde vores fælles menneskelighed—også mellem hund og mand.”

Nuka går mod bilen med en ro, der synes at sige: “Fisken er den sidste, der opdager, den lever i vand, min ven,” og jeg følger efter, dybt i mine egne tanker.